HVAD HAR DYRENE GJORT?

HS024 Lille“For the animal shall not be measured by man. In a world older and more complete than ours, they move finished and complete, gifted with extensions of the senses we have lost or never attained, living by voices we shall never hear. They are not underlings; they are other nations, caught with ourselves in the net of life and time, fellow prisoners of the splendour and travail of the earth.”

HENRY BESTON

” For dyr skal ikke måles med menneskelig alen. I en verden ældre og mere fuldkommen end vores bevæger de sig omkring, fuldendte og helstøbte, udstyret med sanser vi har mistet eller aldrig haft, adlydende stemmer vi aldrig vil få at høre. De er os ikke underlegne, de udgør helt andre nationer, men er som vi selv indfanget af livets og tidens net, bundet til jorden med al dens pragt og møje.”

Et forår gjorde jeg et makabert fund. Jeg fandt en SVANEVINGE sølet ind i gylle – og i modsat side halsen af en svane. Ikke fordi det kom helt bag på mig. Vi har så mange gyllebaroner- og baronesser i dette land, at man kunne fodre svin med dem. Men alligevel! Svanen, Danmarks nationalfugl, sølet ind i GYLLE!

Jeg havde en gammel veninde på 90. Hun havde tilbragt hele sit arbejdsliv indenfor landbruget. Landbruget som det var engang. -Ja, og der var jo både køer og heste og grise, sagde hun og smilede.
- Kirstine hvordan synes du dyrene har det i dag? … Hun tøvede med at svare. Men jeg blev ved. Kirstine, hvordan synes du …” Og så kom svaret:
- Du og jeg, sagde hun, - vi vil jo gerne have vores frihed! … - Ja Kirstine! Jeg holdt vejret. - Dyr, fortsatte hun, - dem skal man være god ved, dem skal man tage sig af, dem skal man kæle for. Og hun fortalte mig, hvordan hun selv i sin tid i praksis havde udøvet denne kærlighedsgerning. - Ja, Kirstine. Men hvordan synes du så dyrene har det i dag? Kirstine så op og stuen blev tung af tavshed. - Det er FORFÆRDELIGT, sagde hun.

For et par år siden sneede jeg inde på en gård på Lolland. I den store stald var der fuldt af køer. En ko havde på bagbenet en udvækst stor som en velvoksen grapefrugt. - Det er ikke noget! sagde bondekonen. Dyrlægen har kikket på det.
Inde i stuen igen ville bondemanden gerne vise mig en bog. Et stort smukt værk: LANDBOKVINDEN. Jeg faldt over følgende og kom ikke videre: ”Der kunne i det gamle landbrug ikke ske noget af betydning i de gamle bondestalde, uden at husmoderen var der med råd og dåd. Var det en fødsel, lad os sige at det var smågrise, der skulle bringes til verden, så overvågedes soen hyppigst af madmoderen selv. De to sad og snakkede klogt og erfarent med hinanden, til det værste var overstået …Ja, hvor er det sørgmodigt, at kvinden har taget sine milde hænder bort fra dyrene … Hun der var så fortrolig med behandling af det syge barn, med alt det, der klynker og lider, hun som mere en nogen anden forstod det spæde, alt det, der ikke har ord, kun klynk for sit savn – forstod det i kraft af sit moderinstinkt. Hun er gået sin vej fra dyrene og har taget barmhjertigheden bort fra staldene, mens hendes plads hyppigt indtages af en brutal og hårdsindet dyrlæge, der snitter og skærer, hvor der måske skulle have været sleget og klappet.”
Det var galt allerede i Jeppe Aakjærs tid, for ordene er hans. Men hvor er da bondekonen blevet af? Ja, vores i øvrigt prægtige og gæstfri værtinde på Lolland var udearbejdende, men frustreret, fordi hun var ”arbejdsløs”. Og i min kommune havde vi engang en bondekone, der skrev artikler om sit liv som folketingsmedlem, og derudover arrangerede ture til staden, så lokalbefolkningen kunne opleve hendes arbejdsplads på Christiansborg samt efterfølgende komme til ”det store grin” i Cirkusrevyen.
Man skal nok ikke vente sig nogen hjælp fra landbokvinden af i dag, hvor det drejer sig om at få det industrialiserede landbrugs rædsler op og vende. Men svenskernes eventyrdronning, Astrid Lindgren, kunne. De snød og bedrog hende, hendes landsmænd, da det kom til stykket. LEX ASTRID, denne 80 års fødselsdagsgave, som, da hun fik den pakket ud, viste sig at være en hån imod de løfter politikere havde givet hende. Alligevel, mon ikke det rykker i en og anden af dem, når de for deres indre øre mindes, hvordan hun råbte sin fortvivlelse og sin desperation ud over det ganske Sverige: ”Jeg kan love dig, at hvis alle køer og kalve og grise og høns her i landet, som er blevet berøvet deres ”menneskelige rettigheder”, kunne bryde ud af deres dyrefabrikker og stalde og arrangere en slags dyrenes tribunal, for eksempel her under birkene, så ville der fra denne løveng lyde et klageråb ud over landet. Et klageråb som ville splintre vinduerne i Slagteriforbundets lokaler og sprænge trommehinderne på hele det svenske folk, så de i det mindste begyndte at tænke sig lidt om. Tænke over, om det virkelig er ret og rimeligt at behandle dyr sådan, som det sker her i vores ellers så dyreelskende land.” Fra Astrid Lindgrens KLOGEBOG.

I mine tanker vender et billede bestandig tilbage.
I filmen SOPHIES VALG ser man en kvinde ankomme midt om natten med sine to små børn i armene til en tysk koncentrationslejr. Vi følger kvinden, hun er smuk, kommandanten fatter ”interesse” for hende, og hun får besked på at indfinde sig hos ham privat. Vi ser hende bevæge sig fra koncentrationslejrens helvede til kommandantens idyl på den anden side af havemuren .
Lignende stokroseidyl og parklignende anlæg ud til vejen karakteriserer i dag ofte nyoprettede svinefabrikker, og sådan kamufleres for den forbipasserende, hvad der foregår inde bag murene. Men det hænder at ”producenter” generøst holder åbent hus og inviterer folk indenfor ”så de selv kan se”. Vores daværende lokale varmemester tog måske imod tilbudet i embeds medfør, men jeg glemmer ikke hans kommentar: -Jeg har lyst til at sætte et skilt op med THERESIENSTADT! …”

Nedenstående oplysninger indhentede jeg i 2003 fra FORBRUGERGRUPPEN FOR DYREVELFÆRD, der siden er gået sammen med ANIMA, men dagspressen dokumenterer løbende, at situationen er den samme. Om ikke værre.

SVIN
En griseso fik i 2003 to kuld smågrise pr. år. Inden årets udgang var hun via inseminering påført tredje kuld. Denne fødemaskine – en gris ”farer” ikke mere, den ”producerer”, bemærk den sproglige forråelse - overlever i 3 til 3 ½ år
En ekspert fra Landbohøjskolen, Jens Peter Nielsen, anslog en ”normal” gris’s levetid til cirka l5, så var hun færdig og måtte ”sættes ud”. Industrilandbrugets slagtesvin går ikke, som generelt svin før i tiden,  til nærmeste slagteri i hjemlandet. Uhyggeligt mange dyr sendes ud på lange rejser -  hele ladninger dagligt - til slagteri i udlandet. Barbarisk opdræt følges af en barbarisk sidste rejse. For betænk oveni ovennævnte den tilstand utallige af dyrene er i, når de bliver stuvet sammen i svinetransporterne 
Hver anden eller tredje so havde et helt katalog af sygdomme såsom ledsygdomme, mavesår, urinvejssygdomme, trykmærker og bylder, og ofte var hun ude af stand til at holde sig oprejst, som følge af sit liv i en enkeltbås, der var akkurat et par cm. større på hver led end hun selv, så hun kun med stort besvær kunne rejse og lægge sig. Indenfor dette jernbur befinder hun sig så vidt jeg ved stadig, også når hendes smågrise dier. Grisen er meget følsomt dyr, der i intelligens overgår selv hunden, og som artsvæsen kommer mennesket nærmest. Hvorfor de nu også udnævnes til menneskets bedste ”forsøgsven”! Den sproglige afstumpethed kender ingen grænser.
Når en gris skal fare, er hun særlig nervøs, derfor var det, at landbokvinden før industrialiseringen tog over, agerede beroligende barselskone, så den fødende so ikke skulle komme til at forvolde skade på sine nyfødte. Den slags smålige hensyn tages der ikke mere, og i foråret 2010 var antallet af døde smågrise så stort, at det affødte landsdækkende presse, samt en kommentar fra en professor i æstetik gående på at landmændene kun havde sig selv at takke for denne hårrejsende dødelighed. Den skyldtes deres ”produktionsform”. Desværre døde debatten hen lige så brat, som den var kommet. ”Svinemafiaens” lange arm?
En svensk veninde spurgte mig hviskende foråret 2003, om det virkelig var sandt, at man i Danmark behandlede svin som ovenfor beskrevet. Da jeg bekræftede, var hun rystet. -Nej, nej! Sådan gør vi ikke i Sverige! LEX ASTRID havde måske alligevel haft sin betydning.
Men det er rørende i skrivende stund 2014 at skulle høre ny kritik af danske svineavleres uetiske opdræt og høre deres svar: ”Og hvad så med vores konkurrenter!” Som om andre menneskers barbariske opførsel undskylder ens egen! 
 

KØER OG KALVE 
Mælkeproduktionen kostede i 2003 koen én kalv pr. år. I malkebesætninger var ca. 50 % af kalvene handyr, også kaldet ”et spildprodukt”, igen den sproglige forråelse, der giver grønt lys for total nedværdigelse af dyrene. Af disse kalve regnede man med, at der døde fra 0 til 30% afhængigt af forholdene i de enkelte besætninger. Nogle kalve blev skudt lige efter fødslen. Andre nyfødte – nogle med navlestrengen intakt – blev sendt fra eksportstalde, pakket i fleretages vogne til opdræt på sødmælk i Holland, hvor dens slags er lovligt, modsat Danmark. Koen havde mistet sin kalv, som hun havde båret på med hvad dertil hører af følelser og besvær, og kalven havde mistet sin moder. Dens korte liv blev i tilgift et helvede af diarre og smerte, men hollænderne fik det kød, de vil have, og danskerne fik et par kroner mere for deres kalve. 

Og så er der fænomenet ”kalvehytter”. De findes til gengæld stadig, år ud og år ind som de gjorde i 2003 kun få kilometer fra, hvor jeg bor.
I hytter af plastik, af udseende som en gammeldags orientkuffert og på størrelse med cirka tre, opfostres kalve. Under hedebølge, i regn og under snestorm, ligger disse små væsener inde i deres sydvendte bure, der kun lige akkurat tillader dem at rejse sig og gå ud i en lille forgård, et fængsel med tremmer, der tillader kik ind til andre ligeledes fordømte kalve, men hverken berøring med dem så lidt som leg eller løb. Her hænger foder og vandskål på gitteret.
Enhver med blot en smule kendskab til levende væsener ved, at ikke mindst under opvæksten, har de brug for motion, ellers kan knoglerne ikke blive stærke. Om knoglerne bliver stærke eller ej, er for landmanden uvedkommende, om dyrenes liv er et helvede af unatur, er for ham ligeledes uvedkommende, for ham drejer det sig om forretning. Og dyrene skal jo alligevel før eller siden ende på slagtebænken. Er hans tankegang mindre kynisk?

BURHØNS
De levede i 2003 pakket i bure så små, at en høne ikke engang kunne strække en vinge, og sandbadning, der for dyrene selv kommer før tilfredsstillelse af sult, kunne der naturligvis slet ikke være tale om. Bur hønseæg blev produceret af høner, der stående på skråtstillede trådnet, bekvemt for avleren, trillede æggene ned i en rende, hvor de kunne opsamles maskinelt. Det gav lejlighedsvis dyr, der på det nærmeste var groet sammen med trådnettet, hvilket til gengæld var ubekvemt for avleren. For når nu dyrene var udtjent og bare duede til at blive sendt på slagteri, så måtte han stå der stå der og bruge tid på at rive dem løs!

SLAGTERIER
Ikke langt fra hvor jeg bor, blev der for få år siden opført et slagteri, der efter sigende i størrelse skulle overgå alle andre i Danmark. Der var højtidelig indvielse med deltagelse af landets spidser.
Skulle dette nymodens foretagende mon også overgå alle andre slagterier i etisk forsvarlig behandling af dyrene?
Jeg mindes en lokal slagteriarbejders grinende beretning om, hvordan det foregik på hans arbejdsplads, hvor alle de meste rå, stupide og fordrukne blev sat til at jage dyrene sammen med deres elstave. Det har unægtelig med tanke på den oplysning været svært i dagspressen at kunne læse om slagteriarbejdernes arbejdsskader, der blandt andet fremkom, når de på akkord skulle hænge levende kyllinger op i benene på et transportbånd, der førte dem henover et elektrificeret vandbad, så hovederne blev dyppet og kyllingen bedøvet. Der var eksempler på kyllinger, der i desperation forsøgte at gemme hovedet under vingen! Grundet eksport til muslimske lande slagtes også i dag alle kyllinger i Danmark på den måde. Slagteriarbejdernes trængsler blev der talt om. Dyrenes rædsler blev end ikke nævnt.

FORSØGSDYR
Hollandske dyreværnsfolk prøvede omkring 2003 på at få aber frigivet, der havde levet hele deres liv på danske Sct. Hans Hospital som forsøgsdyr for psykofarmica. Det var altså raske dyr, man gjorde sindssyge. Det fik dyreværnsfolkene ikke noget ud af, så aberne blev siddende. Retsligt viste det sig nemlig, ejede hospitalet dyrene.
”Forsøgsabe”. Ordet bruges i flæng, det er indgået som en del af sproget, men det disse væsener udsættes for! Jeg læste således engang om et forsøg med chimpanser kaldet ”moderberøvelse”. Det var naturligvis videnskabeligt godkendt, men beskrivelsen afspejlede en så pervers grusomhed, at jeg har fortrængt detaljerne. Og med hvilket formål? Skulle fænomenet bunde i den forråelse, der finder sted inde for den videnskabelige verden, hvor beviseligt visse forskere afstumpes følelsesmæssigt i en sådan grad, at de ender med at finde nydelse ved deres barbariske adfærd?
Tankevækkende i denne forbindelse, er en notits fra MetroXpress af 27 april 2010:
”Chimpanser forholder sig til døden stort set på samme måde som mennesker. Det viser en skotsk undersøgelse, skriver BBC. Forskere i Skotland har filmet en gruppe chimpanser, som passede og plejede en ældre hun, da hun begyndte at blive apatisk i de sidste dage inden sin død. Aberne plejede hendes pels og blev hos hende hele tiden. Efter at hun døde, var de nedtrykte i flere dage. Andre forskere har ifølge BBC observeret hun chimpanser, som bar rundt på deres døde unger. Ifølge forskerne tyder undersøgelserne på, at andre arter, især aber, ligner mennesker mere, end vi tidligere troede.”
Uden min begejstring som ung for Karen Blixen, var jeg sikkert ikke blevet fortællerske. Siden opdagede jeg, at hendes kunst havde dybe moralske og etiske aspekter.
Hun var, hvad måske ikke alle ved, en stærk modstander af vivisection, det vil sige forsøg, hvor levende dyr indgår som forsøgsobjekter, ikke mindst raske dyr, der blev gjort syge. Smertefulde forsøg uden bedøvelse og ofte med en pinefuld død til følge.
Karen Blixen gik på barrikaderne for at forhindre det. Hun holdt foredrag om det, samlede underskrifter imod det, skrev til førende videnskabsmænd som Niels Bohr. Hun argumenterede voldsomt for sine synspunkter, blandt andet i essayet FRA LÆGMAND TIL LÆGMAND. Hun følte, at denne videnskabelige forskning, officielt for at hjælpe menneskeheden, forringede mennesket. Især var hun imod forsøg med hunde.
Selvfølgelig føler dyr både sorg og smerte. Men med Descartes’ ord ”Dyrene har ingen sjæl, derfor kan de ikke føle smerte, selvom det ser sådan ud”, fik den verdensberømte franske filosof fra 16 tallet virkelig sat hjul under forsøgsindustrien og med den vor fagre nye verdens tingsliggørelse af dyrene.
Intet tyder på, at det på længere sigt er til fordel for menneskene Det er som om menneskene mangler et instinkt. Et instinkt for alt levendes sammenhæng. Til illustration heraf Antoine de Saint-Exupery’s DEN LILLE PRINS, afsnittet om Ørkenræven. Den ved, at skal den overleve, så skal den ikke ødelægge sit spisekammer.
Men ikke mindst vores generation har tilsyneladende skippet instinktet for denne alt levendes sammenhæng. Kloden er blevet et tag selv bord, hvor alle rager til sig efter forgodtbefindende. MODER JORD ER MEGET VRED. HUN GØR MÅSKE EN ENDE PÅ OS! skrev allerede for flere år siden den verdensberømte Jung forsker Maria von Franz.

Avisernes daglige rædselsberetninger om oversvømmelser, jordskælv, uhæmmede regnskyl og skovbrande med mere, kan nok bringe hendes ord i erindring. Men gøre indtryk på de kloge hoveder skal man næppe forvente. Sagen er, at uetisk optræden ikke, som da Kirstine levede, har den store opmærksomhed. -Under Krigen, sagde hun, -hvis der da var nogen, der ikke opførte sig ordentligt, så var der jo ingen, der ville have med dem at gøre. Men i dag er det jo næsten smart.
Aids læste jeg i et blad om forsøgsdyr fremkom ved et forsøg med aber, der løb løbsk. Kogalskab i England kunne henføres til uetisk dyrefoder, dyrene åd så at sige sig selv. Sars i Kina skyldtes marekatte tævet ihjel for at tilfredsstille kulinariske behov. At overvære processen skulle efter sige forhøje nydelsen.

DYRETRANSPORTER
Hvis man hørte til de heldige, der takket være en ekspert i EU-engelsk i sin tid kunne danne sig et indtryk af det forslag, EU kommissionen fremkom med, tænkt som en forbedring af de stærkt kritiserede dyretransporter, så måtte man tage sig til hovedet og rive sig i håret. Forslaget kom til behandling hu hej, uden som før antydet at have givet den store befolkning ringeste mulighed for at sætte sig ind i det. De rædsler slagtedyr udsættes for på transporter, har TV og andre medier dokumenteret gang på gang. Når man læste forslaget, så følte man, at kommissionen bevidst eller ubevidst sigtede mod at forværre dyrenes forhold. Og tiden siden har bare bekræftet dette indtryk, intet har ifølge medierne ændret sig til det bedre. Man spurgte sig selv, om denne kommissions medlemmer i virkeligheden bestod af robotter uden hjerte, udklædt som mennesker i jakkesæt, der anså det som deres fornemste opgave, at holde almindelige mennesker hen i uvidenhed, så de ikke selv skulle blive forstyrret i deres vante cirkler.
Der bruges uhyrlige summer på for eksempel at udforske rummet.

Hvad med respekten for Liv?

Helle Slottved. Juni 2014

Repertoire

HellePortraet 300

Hvis du ønsker at få mit repertoire for en aften, så se mine tilbud her

Og hvis du ønsker at læse mere om mig så klik her

Bestil Opal

OpalDanskScan 300

Bestil Eventyrerne i Opal - klik her

Nyhedsmail

Du kan tilmelde dig min nyhedsmail her



Du kan til enhver tid afbestille min nyhedsmail igen.

Copyright © 2016. Helle Slottved - Mail: hs@ph-m.dk