En historie skrevet af Helle Slottved i forbindelse med Danmarks Radios efterlysning af gode historier. Helle Slottved læste historien op i radioen i juli måned.

IRMA VICTORIA

Altså - kender du den type, som hvis du siger, at du har fundet en død rotte på vejen og taget den med hjem for at begrave den, straks begynder at hyle op: ”En rotte, sagde du en rotte! … Hvor ækelt! Og så den lange hale …” For det første, hvad er der i vejen med den lange hale? Og for det andet, har de nogensinde set sig selv i spejlet? Min søster på ti har, hun synger i et band, der vil ligne et andet band, og hun bliver grimmere og grimmere, for det dikterer moden. Jeg vil aldrig følge moden. Jeg vil blive ved med at være mig selv: IRMA VICTORIA, og jeg er otte år.

Vi bor i en gammel præstegård på landet lige over for kirken. Foruden mig selv og min storesøster og min Far og min Mor, så er der mine storebrødre på tolv og femten. Dem tæver jeg, for de fortjener ikke andet, og jeg vinder altid. Det er derfor jeg hedder Victoria. Mine brødre griner og siger, at når de bliver voksne, så vil de være noget, der hedder muslimer, for så bliver alle kvinder deres slaver, og så behøver de ikke selv at røre en finger, så der er noget at se frem til. Og når jeg så bliver rasende og går på dem med krum hals, så griner de bare endnu højere og siger, at sådan en som mig, jeg vil blive buret inde i et stort lagen lige så stort som det i min seng, så kan jeg sparke og skrige inde i det lige så meget jeg vil, og for resten får jeg kun lov til at gå ud, når det passer dem, om det så bare er for at gå over og besøge Inga! Min Far beder dem om at klappe i, nu kan det være nok med alt det vrøvl. Min Mor smiler bare: ”Victoria har jo også mig!”

 Når jeg bliver stor, vil jeg være ligesom min Mor. Hun er præstinde, og når det går allermest højtideligt til i kirken, og hun har sin flotte, flotte messehagel på, som Dronningen selv har broderet, og hendes gule fletning hænger ned at ryggen på hende, når hun står foran Altret, så synes jeg, hun er verdens smukkeste kvinde, og det synes min Far også.

 Vi har tre katte, Tristan og Isolde og Mille. Tristan er helt vild med at gå i kirke, men hvis folk opdager det, for eksempel når der er begravelse, så bliver de helt skæve i hovederne. Det er en hån imod den døde, siger de. Som om ikke også dyr kommer fra Gud. Det siger min Mor, de gør. Men hun kan godt få problemer med dem, som ikke har med begravelser at gøre, for vi har fået rotter i det gamle bryggers, hvor vi putter alt det ind, vi ikke har plads til. Urtepotter, tøj vi er vokset ud af, bøger ingen læser og alle de plakater med sjove katte, som vi slet ikke har plads til. ”Det må der gøres noget ved!” siger min Mor, ”- bare de ikke gnaver sig ind til boligen først…” Men hun vil ikke give dem gift, så de kommer til at lide en grusom død, og hvad så?

Min Mor har først lige opdaget det med rotterne, men jeg har vidst det længe, for en dag stod Mille og opførte sig underligt og ville absolut ud i gangen, hvor vi næsten kun kommer for at hente gamle træsko og haveredskaber, når det er sommer. Jeg gik med hende og åbnede døren ind til bryggerset, og jeg kunne se, at der lå nogle små aflange himstragimser, der lignede dem Halsbåndmusene på loftet laver, men de var større! I det samme vidste jeg det – det kom til mig som en åbenbaring – at vi havde fået rotter … eller måske kun én?

Jeg vidste jo, hvor vigtigt det var, at vi ikke fik den ind i den del af huset, hvor vi selv er, så jeg begyndte at bære mad ud til den hver dag, uden at nogen opdagede det, selvom min Mor sommetider syntes, at der manglede noget, hun lige havde set i køleskabet? … Men  jeg tænkte, at den skulle føle det, som om den var kommet i Paradiset og derfor ikke få spor lyst til at flytte. Det var mens jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle få det sagt til de voksne, det med Milles og min opdagelse, men så opdagede min Mor det altså af sig selv, og hun sagde, at det problem måtte Far hjælpe hende med at få løst, når han kom hjem fra Sverige i overmorgen.

Jeg elsker Far, han er ikke dum som mine storebrødre, men han er trods alt kun en mand. Jeg var ikke helt tryg ved at overlade Peters skæbne – sådan har jeg døbt rotten – til ham. Så jeg gik over til Inga, der er 83 og tegner de mest vidunderlige tegninger og laver lagkager med flødeskum, som vi spiser i haven om sommeren, og som har en human rottefælde stående fra dengang hun selv havde en rotte for tre år siden, og den lånte jeg. Og så stillede jeg den ud i bryggerset med noget lækkert i, men Peter kom ikke. Det var jeg lidt skuffet over, da jeg nu ville redde ham.

Men så sidste søndag, da jeg lå i min seng og skulle til at vågne, så stod pludselig Mille og så meget underlig ud. Og da jeg fulgte efter hende, endte vi foran døren ind til bryggerset. Jeg lukkede op, og der sad Peter i fælden! Stakkels Peter! … Det må have været et chok for ham. Det kan nok være jeg kom i tøjet i en fart, for dels gjaldt det om at andre i huset ikke opdagede noget, og dels kunne jeg jo ikke bære Peter ned til skovsøen, som jeg havde planlagt, uden at give ham proviant med, men det lykkedes alt sammen for Mille og Peter og jeg var de eneste, der var stået op, fordi det var søndag … Og så tømte jeg køleskabet for alle mulige lækkerier, som der var rigeligt af, for der var jo købt ind til week-enden, og så spurtede jeg ellers af sted med Peter i fælden, bagom det gamle nøddehegn til at begynde med, hvor der var mindst chance for at nogen så mig, og så over markerne og ud i skoven til den lille sø midt i. Men hele tiden talte jeg beroligende til Peter, det kunne han nok trænge til, sådan at blive revet ud af sine vante omgivelser og på den måde!

Det var stadig tidlig morgen og det yndigste forårsvejr. Alt var ganske stille, og når jeg så ind i Peters klare sorte øjne, så var det som at se op på stjernehimlen en vinternat. Han var ikke mere bange, det kunne jeg mærke, han vidste jeg var hans ven og at jeg kun ville ham det godt. Jeg havde kun én bekymring, bare Peter ikke var en hun med reden fuld af unger derhjemme! Men idet jeg lukkede ham ud og han lynhurtigt forsvandt under et hul i brinken, nåede jeg at se, at han ikke havde spændte dievorter. Jeg skyndte mig at anbringe provianten, hvor han var forsvundet, spegepølse, leverpostej, ost og hvad jeg ellers havde kunnet finde i en fart. Så bad jeg til Gud om at give Peter et lykkeligt liv i hans frie natur og så suste jeg hjem, så ingen skulle opdage, jeg havde været borte og stille ubehagelige spørgsmål, men de var først lige ved at stå op.

Vi skulle i kirke, for det var min Mor, der prædikede, det vil sige kun min Far og mig, for min søster skulle øve til sit band og drengene ville ikke med. Men det var en frygtelig skuffelse for mig at være i kirke denne morgen, for når jeg sammenlignede min tur ned til skovsøen med Peter og tænkte på hans smukke, rolige stjerneøjne fulde af tillid og så så de folk, kirken var fuld af nu!

Sådan en gang hyklere! Der sad for eksempel anlægsgartneren, der sprøjter med gift, skønt grundvandet er forurenet – og så de skrigunger, hele to, for der var dåb! Jeg ville ønske jeg havde haft mod til at rejse mig og gå. Men så var det, jeg pludselig hørte min moders klare stemme: ”Sandelig siger jeg eder: Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre, det har I gjort imod mig.” Peter var jo min bror! … Og det var Gud, der havde hørt min bøn og svarede, selvom jo altså det var min Mor!! Jeg så op, vores blikke mødtes og hun smilede, som hun også vidste det.

På vejen tilbage over kirkegården sagde min Far: ”Men nu må vi se at få gjort noget ved det rotteproblem.” Min Mor nikkede. Jeg sagde ingenting. Jeg takkede Gud, det kan man sagtens gøre, uden at nogen opdager det.

Juni 2oo3. Helle Slottved.

 K E J S E R E N S  D A T T E R.

 Det var blevet aften, Svinedrengen var gået ind til sig selv og havde lukket døren efter sig til sit rige. "Jeg er kommet til at foragte dig du," sagde han til prinsessen, "du forstod dig ikke på rosen og nattergalen, men svinedrengen kunne du kysse for et spilleværk. Nu kan du have det så godt." Og der stod hun nu græd, mens regnen strømmede ned, helt alene i verden, for hendes fader kejseren havde jo også lukket hende ude fra sit rige.

Der løb en smal sti, men stien var frisk og grøn, og da prinsessen ikke havde flere tårer at græde begyndte hun at gå.  Efter en tid, kom hun til et stort træ, med grene der hvælvede sig dybt over jorden. Bare jeg var død, tænkte hun og så op i den mægtige krone, der var så tæt, at man end ikke kunne skimte himlens lys. Hun bøjede hovedet og så ned ad sig selv. Om livet havde hun et stærkt og fint snoet bælte. Det kunne jeg bruge! tænkte hun.

"Gør det ikke!" hviskede i det samme en forskrækket stemme, der syntes at komme inde fra træet. "Du slipper aldrig fri, du bliver  spærret inde her ligesom jeg." " "Lillesøster!" råbte prinsessen, "hvor er du? Jeg troede, du var død!" "Jeg lever inde i træet, og jeg kommer kun ud, når det stærkeste væsen i verden kommer og befrier mig. Det var min svaghed, der spærrede mig inde her! Åh bare jeg dog ikke havde gjort det ..... Men jeg havde ingen til at advare mig, men du har mig, gør det ikke! ..."

"Jamen jeg er så fortvivlet," græd prinsessen, "og jeg er også træt og sulten, og jeg har ingen mad!"

"Ser du, hvor træets krone vælder ind over muren til prinsens rige, kravl op i træet og lad dig dumpe ned på den anden side. Der løber en sti gennem haven op til køkkenet, der skal du gå op og tilbyde din tjeneste. Kokkepigen er en grov og uvenlig kvinde, men du kommer lige tilpas, for køkkenpigen stak af i morges. Du vil få et sted at sove og mad nok, selvom det ikke er noget at råbe hurra for, men det må du lade dig nøje med. Du vil hurtigt få andet at tænke på, for du vil blive sat i arbejde med det samme. Pas dit arbejde og pas på dig selv. Og øv dig i en ting. Át holde ud! Opgiv aldrig håbet og bevar din drøm." "Jamen hvor længe skal jeg være der?" spurgte prinsessen gysende, hun var gennemblødt og frøs, og tanken om at arbejde som grov og simpel tjenestepige, var uhyggelig. "Det kan jeg ikke sige," svarede søsteren, "men meget afhænger af dig selv. Og nu må du gå, for ånden, der holder mig fangen her, vil ikke, at vi taler sammen mere."

Og så stod da kort efter prinsessen ved køkkenets dør og bankede på. Kokkepigen lukkede op, og det var rigtignok en grov og uvenlig kvinde, med stridt hår under kappen og nedtrådte tøfler, men det sidste havde prinsessen jo været vant til hjemmefra.  "Kan du bestille noget?" spurgte hun, og så olmt på pigens fine skikkelse og hendes lige så fine, gennemblødte tøj. "Nå, jeg har jo ikke noget valg, men se at komme i noget andet kluns, og skynd dig, for vi har travlt. Prinsen er lige kommet hjem med en hel flok venner, der skal muntre ham efter hans mislykkede frierfærd. Her!" og med de ord hev hun en bylt laset tøj over til prinsessen, men det var i det mindste tørt.

Og nu var hun så køkkenpige. Hun var den første, der stod op om morgenen og tit den sidste, der gik i seng om aftenen, for hvad de andre ikke nåede, overlod de til hende, fordi hun var ny. Hendes seng var en lav hylde under det store bord i køkkenets nederste ende, madrassen en sæk fyldt med halm og dynen ikke meget bedre, og hun måtte dele pladsen med potter og pander, men komfuret stod i lige i nærheden, så der var i det mindste varm. Og når hun endelig kunne lægge sig, var hun også alt for træt til overhovedet at tænke på andet end at falde i søvn. Men nårsomhelst, vinter som sommer, når ingen så det, gik hun ud og badede i den lille sø i skoven. I det tidlige forår sang fuglene, træerne foldede sig ud i  skært lysegrønt, eller med små krusede buketter af messingfarvet løv. Og dyrene holdt hende med selskab. Fasankokkene skrukkede og duerne kurrede, og udenfor på markerne græssede rådyr og harer.

Hvorfor så jeg ikke al den skønhed, da jeg var Kejserens datter? tænkte hun. Hvorfor lå jeg i min seng til langt op på dagen, og brugte resten af tiden til at herse med mine hofdamer!

Men der var ikke plads til den slags tanker, for hun måtte arbejde hårdt for den usle føde kokkepigen stak til hende, og ingen af de andre talte til hende, uden for at hundse med hende eller latterliggøre hende. Hun hørte ikke til der, og det tålte de ikke. Men når hun om aftenen sent, efter at alle andre havde forladt køkkenet, så de små mus løbe op og ned af skraldespanden for at finde sig en bid, følte hun sig mindre ensom, og glædede sig over,at kokkepigen endnu ikke havde haft held til at slå dem ihjel. Men en aften før hun lagde sig, fandt hun på at lade døren stå på klem, så musene kunne smutte den vej, og om morgenen da hun så, at krummerne hun havde lagt til dem, var væk, smilede hun. Det var et godt tegn. "Men I skal blive derude!" hviskede hun, "for hvis kokkepigen får fat i jer, slipper hun jer løs i et lille nøgent rum ved siden af bryggerset, og så slår hun løs på jer med et kosteskaft til I er døde. Det er forfærdeligt." Og hun tænkte med gysen på den gang, hun selv havde fået besked på at gøre det, og hvor kokkepigen havde givet hende en syngende lussing, fordi hun havde givet sig til at græde i stedet for, og ikke ville. "Jeg skal lære dig, din dovne tøs!" råbte hun, men så var en gryde kogt over, og hun havde heldigvis glemt det.

Så en morgen, da prinsessen stod op. så hun en lille bi. Den var fløjet ind dagen før, da det havde været meget varmt, og var død i sit forsøg på at komme ud gennem det lukkede vindue. Hun rørte forsigtigt ved den med en finger, og opdagede, at den alligevel ikke var død. Hun åbnede vinduet. Først blev den siddende i sin krog, men da hun senere kom så hun, at den var kravlet ud på gesimsen udenfor, der vendte mod nord. Du lille pus! tænkte hun, her er jo alt for koldt for dig, og forsigtigt fik hun det lille insekt op i det eneste hun havde formået at gemme fra sin forrige tilværelse. Et fint lille kniplingslommetørklæde. Hun rystede det let, men bien blev siddende, og med et suk lod hun da tørklædet ligge i solen og håbede, at ingen andre ville komme forbi og opdage det. I det samme kom hun i tanke om, at bier jo behøver vand og løb ind efter noget, men da hun kom ud igen med en skål, lettede i det samme det lille væsen. Hun blev stående og så efter den, opfyldt af glæde.

Og nu var fem år gået, siden prinsessen var blevet fordrevet fra sin faders rige. Hun var sunket så dybt, som nogen prinsesse kunne synke, men der var i al den tid der var gået en, hun aldrig var ophørt med at tænke på. Prinsen!

Hvordan kunne jeg dog foragte hans smukke rose!  Hvordan kunne jeg lade hans nattergal flyve!  En dag blev hun så overvældet ved tanken, at hun satte sig på den lille lave havemur og græd. Med et løftede hun hovedet, en vidunderlig duft strømmede hende imøde,... en duft så skøn, at hun ved den glemte alle sine sorger og bekymringer!

Da, idet hun drejede hovedet, så hun, at rosen på prinsens faders grav var sprunget ud, den der kun hvert femte år bar blomst og det kun en eneste. "Åh du smukke blomst," hviskede hun, "er det virkelig dig!  Af hele mit hjerte tak! Men kan du tilgive mig?" "Min tilgivelse har du forlængst fået," svarede rosen. "Jeg er en rose, jeg bærer torne, men jeg bærer ikke nag. Men kan du tilgive dig selv? Det er straks meget værre." "Jeg er vred på mig selv," svarede prinsessen, "og jeg er ulykkelig, for hvordan skal jeg glemme, at jeg ikke bare gjorde dig og nattergalen uret, men også mistede prinsens kærlighed. Og nu er han den eneste, jeg tænker på."

"Alt, hvad jeg kan sige," sagde rosen, "er, at man skal holde ud!  Aldrig opgive håbet og bevare drømmen."

"Det sagde min søster også!" "Ja, din søster ved jo, hvad hun taler om!" sagde rosen. "Ja," sagde prinsessen." Men nu må jeg nok skynde mig, for kokkepigen har sendt mig ud for at hente persille, og hun bliver rasende, hvis jeg ikke snart kommer ind igen. Og jeg skal også skure gulv med sæbelud, og åh, jeg får så ømme hænder, de revner og de sprækker og det gør så ondt."

"Syng," sagde rosen, "det råd har jeg fået af nattergalen. Det letter." "Tak!" sagde prinsessen, og sang, da hun kom ind. Kokkepigen så bistert til hende, men sagde ingenting, og prinsessen glemte næsten sine ømme hænder.

Nogle dage efter var der fest på slottet og også tjenestefolkene festede. En af gartnerdrengene havde fundet gryden og skralden prinsen havde gjort, mens han var svinedreng, for Kejseren havde i raseri smidt begge dele efter ham, da han smækkede døren i. Men prinsen samlede tingene op, og smed dem på møddingen,  og der havde de nu ligget lige siden. Nu bar gartnerdrengen dem op til kokkepigen, og siden havde gryden kogt uafbrudt og køkkenet genlydt af ACH DU LIEBER AUGUSTIN, morgen, middag og aften, mens folkene overgik hinanden i gætterier om, hvad middagsmad andre mennesker mon skulle have at spise. Prinsessen fandt, at dette næsten var det værste. Ikke den usle seng og den elendige mad, ikke kokkepigens skænden og smelden og de andre folks hån og foragt, men at hun skulle høre på alt dette. For slet ikke at tale om, når også skralden  blev svinget, og der oveni lød alle valse, hopsaer og polkaer fra verdens skabelse. At tænke sig, tænkte hun, at også jeg engang syntes om sådan noget, hvor er det rædsomt! Åh, om jeg dog bare en eneste gang endnu kunne høre prinsens nattergal!

Da en sen aften først på sommeren, da hun var gået ned til søen for at bade, hørte hun en fugl synge, og det var som om alle dejlige melodier sad i dens lille strube! ... Prinsessen standsede op og lyttede,  mens store tårer trillede ned over kinderne på hende. "Nattergal! hviskede hun, "lille nattergal, er det virkelig dig!  Du synger så smukt, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal bære det!.....Ah, bare jeg ikke var så alene!" "Du er aldrig alene," sang fuglen, "du er altid omgivet af gode kræfter, der vil komme dig til hjælp, hvis du beder om det!" "Jeg ved ikke om jeg kan!" hviskede prinsessen. "Jeg ved ikke om jeg tør ....."

"Hvad er dit højeste ønske?" spurgte fuglen. "At få prinsen at se!" "Åh, prinsen!" Nu var det nattergalens tur til at lyde bedrøvet. "Prinsen lider af en mystisk sygdom, der begyndte for fem år siden. Kun hans gamle kammertjener har vidst noget om det indtil nu, men nu er det så alvorligt, at det ikke kan skjules længere." "For fem år siden!" sagde prinsessen,  "kan jeg så ikke få ham at se!!" "Min magt strækker ikke dertil!" sagde nattergalen, "men hvis du går ad stien der, så vil du møde en ven, og han kan hjælpe dig." "Jeg har ingen venner her," sagde prinsessen bedrøvet. "Jeg kan kun håbe for dig, at du tager fejl," sagde nattergalen, "og nu må jeg videre." Prinsessen var igen alene, og da hun ikke vidste bedre, begyndte hun at gå ad stien. Da hun havde gået et lille stykke,  hørte hun en lille stemme. "Goddag prinsesse, jeg synes du ser så bedrøvet ud! Hvor skal du hen? ..." "Jeg leder efter en ven," svarede prinsessen, "for uden en ven kan jeg ikke få prinsen at se, men jeg har ingen venner." "Hvad har du ikke! Du har da mig! Genkender du mig ikke? Husker du ikke, at det var mig og min familie du lukkede ud om natten, ved at lade døren stå. Tak forresten også for krummerne, de smagte  dejligt. Nu er vi imidlertid flyttet til det gamle havehus, hvor der er museskønt, for alt er pilråddent. Vi bor i en blomstret hynde, som vi har gjort meget ud af at indrette. Vi venter et nyt kuld unger en af dagene, skal jeg sige dig, så der er nok at se til, men med al den plads både ude og inde ville det jo også være synd skam ikke at udnytte den. Og så skal jeg tilføje, at vi ingen ubehagelige naboer har dennegang, det betyder meget. Du skal virkelig have tak, fordi du hjalp os."

"Jeg er glad for at høre, at I har det godt," sagde prinsessen, "og også glad for at vide, at jeg alligevel har venner, selvom I nok er for små til at kunne hjælpe mig i denne sag." "Hvem siger det!" sagde musen, "har du aldrig hørt denne her: Bedre lille og vågen end stor og doven og småt er godt". Det samme siger jeg, og i øvrigt ved jeg alt om dine problemer, og også hvad du skal gøre ved dem." "Gør du?" sagde prinsessen vantro. "Ja. Du skal drage til solnedgangens land, og der vil du se Lykkens Hvide Hest springe om mellem klipper og blomster, og den hests tillid må du se at vinde, for uden at du får den til at løbe til prinsens slot, så han kan se den - og en mere, som jeg ikke kan sige, hvem er, men det vil tiden vise -  kan han ikke blive rask." "Jamen, hvor går vejen?" "Spørg dit hjerte," sagde musen. "Det er den bedste vejviser jeg kender, og nu må jeg videre, for som jeg sagde før, så er min kone gravid, og hun har de mærkeligste spisevaner. I dag for eksempel, har hun bedt mig om et stykke filt fra klaveret i havestuen, det er der jo alligevel ingen der bruger! Men næh, må jeg så bede om et stykke Gamle Ole." Og så var musen væk, og prinsessen måtte fortsætte på egen hånd. Men mødet med musen  havde styrket og opmuntret hende og og uden at hun tænkte over det, begyndte hun at løbe. På ingen tid havde hun løbet syvhundredetusinde  mil, og endda uden syvmilestøvler!

Og hvad så hun da med ét der foran sig, springe mellem klipper og blomster! Den mest vidunderlige hvide hest. End ikke i drømme havde hun set noget lignende.

LYKKENS HVIDE HEST.

Den var så smuk, at synet fik hende til at snappe efter vejret, og da hun endelig fik det igen, vidste hun ikke, hvordan hun overhovedet skulle sige noget. Hvordan skulle man tale til så smukt et væsen? Men så fattede hun sig, og selvom det begyndelsen lød som om ordene kom meget langt borte fra og  tøvende og usikkert, så kom de.

"Du smukke, smukke hest!" hviskede prinsessen og trak vejret dybt, jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal begynde, men hvis jeg ikke gør det, så mister jeg håbet og drømmen, og så dør jeg."

"Tal," sagde hesten, "jeg lytter."

"Jeg har en bøn til dig," sagde prinsessen. "Jeg vil bede dig om du ikke nok vil løbe til prinsens slot, for uden at han får dig at se, og en mere, som jeg ikke ved, hvem er, men det vil tiden vise, så kan han ikke blive rask, og så kan jeg ikke få ham at se, og det er det eneste jeg drømmer om!"

Hesten så opmærksomt på hende. "Lad gå," sagde den, "jeg sætter jo ikke af med hvemsomhelst, må du vide, men du er ude i et særligt ærinde, og du ser mig tilstrækkelig hårdt prøvet ud til, at jeg tør vove forsøget."

"Men der er en ting mere," sagde prinsessen tøvende, "hvis du ville tage mig med tilbage til slottet, så går det hurtigere, og så opdager kokkepigen måske ikke, at jeg har været borte, og hun kan være meget ubehagelig!" "Op med dig," sagde hesten, " og læg dig fladt ned, med armene om min hals, for det kommer til at gå stærkt, vi har ingen tid at spilde."

Og så fløj da hesten afsted med prinsessen, og det gik stærkt. Men da det blev morgen og dagen stod op i en dis af gyldent røde tåger, var de nedenfor slottet. De kunne høre nattergalen synge, men der var en uro i dens smukke sang ... "Nu må du skynde dig, sagde hesten, og prustede og skrabede i jorden med den ene forhov, for prinsen er døende. Du må få ham op af sengen og hen til vinduet, så han kan se mig." "Jamen hvordan skal jeg gøre!"  sagde prinsessen  og vred sine hænder, "alle portene ind til slottet er lukket og vagten er ikke stået op endnu, og der står kun et vindue på klem højt oppe, og der kan jeg jo ikke komme ind! ..." "Nej, men det kan jeg," lød i det samme en lille bis summen. "og det skulle være mig en stor fornøjelse. For uden dig  prinsesse havde jeg selv været død." Og i samme sekund var bien fløjet op og ind gennem vinduet til prinsens kammer, og hen til sengen, hvor den satte sig på hans næse og kildede ham så frygteligt, at han blev revet ud af sin dødelige søvn og hen til vinduet... Og hvad så han?..

Han så LYKKENS HVIDE HEST.

I det øjeblik følte han  sig gennemstrømmet af et sådant velvære, at han råbte højt på sin gamle tjener, der kom løbende til i nattøj og med ængstelsen malet i alle ansigtstræk. Men hvad var dog det, prinsen var ikke døende, ... tværtimod, stod han henne ved vinduet og råbte på sit tøj, og det så ud som om, han ikke hurtigt nok kunne komme i det!

Og det var rigtigt nok. For dernede på ryggen af den vidunderlige hest så prinsen en ung kvinde, - han missede med øjnene, han syntes han havde set hende før, og dog, synet gjorde ham forvirret. For et sted i sig havde han billedet af en der lignede, men hun havde været i rige klæder og set på ham med hoven mine.  Mens  hun her var i pjalter, og hendes blik var mildt og kærligt, omend fuldt af uro. Da i det samme faldt morgensolens stråler lige på kvindens ansigt,  og i det øjeblik vidste prinsen, at det var den samme kvinde. Hende han havde foragtet, men dog aldrig formået at glemme. I et spring var han ude af døren og nede af trappen, vagten for op, og fra vinduet så den gamle tjener prinsen løfte en ung kvinde i pjalter ned fra en vidunderlig smuk hvid hest, og svinge hende rundt, og det så ud, som om de to unge lo og græd med armene om hinanden.

Den gamle mand nikkede for sig selv. Ja sådan skulle hjertesorg kureres! En hvid hest og en ung pige, det havde han vidst hele tiden, men lægerne var jo så kloge. De troede på al deres ækle stads, som de havde stablet op på en bakke ved siden af prinsens seng, men nu ville han tage det altsammen og putte det i komfuret nede hos kokkepigen. Og det gjorde han. Og aldrig havde ilden brændt lystigere i køkkenet, og aldrig havde kokkepigen været i bedre humør.

"Men vi har endnu en ting at ordne," sagde hesten, efter at den en stund havde været vidne til den glæde der udfoldede sig foran den. "Og dennegang kommer jeg vist til at bære to på min ryg. Afsted! Og hurtigere end vindens susen var de ved egetræet. "Åben dig træ!" råbte hesten, og ud trådte  søsteren. "Tak!" hviskede hun, og faldt prinsessen om halsen. "Tak fordi I kom!" Hun så på prinsen.

"Nu er det min tur til at kæmpe for livet og holde ud!" fortsatte hun. 

"Ja, og glem ikke mig!" sagde hesten. "Din søster ved, hvor du kan finde mig, men du må selv tilbagelægge vejen!" Og så var hesten borte.

De måtte gå tilbage til slottet, men det var den yndigste morgen, og fuglene sang, og der var så meget at tale om.

Kort efter holdt prinsen bryllup med prinsessen. Forinden var der blevet sendt bud efter hendes gamle fader, og han blev så lykkelig over at se begge sine døtre, at han ikke vidste, hvad ben han skulle stå på, så han valgte det med tøflen, den anden havde han tabt.

Og de levede lykkeligt alle sammen til deres dages ende. 

Helle Slottved

Hovedgaard maj, l998.