HVAD HAR DYRENE GJORT?

“For the animal shall not be measured by man. In a world older and more complete than ours, they move finished and complete, gifted with extensions of the senses we have lost or never attained, living by voices we shall never hear. They are not underlings; they are other nations, caught with ourselves in the net of life and time, fellow prisoners of the splendour and travail of the earth.”

HENRY BESTON

” For dyr skal ikke måles med menneskelig alen. I en verden ældre og mere fuldkommen end vores bevæger de sig omkring, fuldendte og helstøbte, udstyret med sanser vi har mistet eller aldrig haft, adlydende stemmer vi aldrig vil få at høre. De er os ikke underlegne, de udgør helt andre nationer, men er som vi selv indfanget af livets og tidens net, bundet til jorden med al dens pragt og møje.”

I foråret gjorde jeg et makabert fund. Jeg fandt en SVANEVINGE sølet ind i gylle – og i modsatte side af vejen halsen af en svane. Ikke fordi det kom helt bag på mig. Vi har så mange gyllebaroner og en enkelt baronesse på min egn, at man kunne fodre svin med dem. Men alligevel! Svanen, Danmarks nationalfugl sølet ind i GYLLE!

Jeg har en gammel veninde på 90. Hun har tilbragt hele sit arbejdsliv indenfor landbruget. Landbruget som det var engang. ”Ja, og der var jo både køer og heste og grise!” siger hun og smiler. ”Kirstine,” siger jeg til hende, ”hvordan synes du dyrene har det i dag? …” Hun tøver med at svare. Men jeg bliver ved. ”Kirstine, hvordan synes du …” Og så kommer svaret. ”Du og jeg,” siger hun,  ”vi vil jo gerne have vores frihed! …” ”Ja,” siger jeg og holder vejret. ”Dyr,” fortsætter Kirstine, ”dem skal man være god ved, dem skal man tage sig af, dem skal man  kæle for …” Og hun fortæller mig, hvordan hun i sin tid i praksis har udøvet denne kærlighedsgerning. ”Ja, Kirstine. Men hvordan synes du så dyrene har det i dag?” Kirstine ser op og stuen bliver tung af tavshed.   ”Det er FORFÆRDELIGT!” siger hun.

For et par år siden sneede jeg inde på en gård på Lolland. I den store stald var der fuldt af køer. En ko havde på bagbenet en udvækst stor som en velvoksen grapefrugt. ”Det er ikke noget!” sagde bondekonen. ”Dyrlægen har kikket på det.”

Inde i stuen igen ville bondemanden gerne vise mig en bog. Et stort smukt værk: LANDBOKVINDEN. Jeg faldt over følgende og kom ikke videre:

”Der kunne i det gamle landbrug ikke ske noget af betydning i de gamle bondestalde, uden at husmoderen var der med råd og dåd. Var det en fødsel, lad os sige at det var smågrise, der skulle bringes til verden, så overvågedes soen hyppigst af madmoderen selv. (Eller en Kirstine!) De to sad og snakkede klogt og erfarent med hinanden, til det værste var overstået …Ja, hvor er det sørgmodigt, at kvinden har taget sine milde hænder bort fra dyrene … Hun der var så fortrolig med behandling af det syge barn, med alt det, der klynker og lider, hun som mere en nogen anden forstod det spæde, alt det, der ikke har ord, kun klynk for sit savn – forstod det i kraft af sit moderinstinkt. Hun er gået sin vej fra dyrene og har taget barmhjertigheden bort fra staldene, mens hendes plads hyppigt indtages af en brutal og hårdsindet dyrlæge, der snitter og skærer, hvor der måske skulle have været sleget og klappet.”

Det var galt allerede i Jeppe Aakjærs tid, for ordene er hans. Men hvor er da bondekonen blevet af? Ja, vores i øvrigt prægtige og gæstfri værtinde på Lolland var udearbejdende, men frustreret fordi hun var ”arbejdsløs”. Og i min hjemkommune har vi en bondekone, der under ”Bondekonen på Borgen” skriver artikler om sit liv som folketingsmedlem, og derudover arrangerer ture til staden, så lokalbefolkningen kan opleve hendes arbejdsplads på Christiansborg og efterfølgende, iflg. Annoncen, komme til ”det store grin” i Cirkusrevyen.

Man skal nok ikke vente sig nogen hjælp fra landbokvinden af i dag, hvor det drejer sig om at få det industrialiserede landbrugs rædsler op og vende. Men svenskernes eventyrdronning Astrid Lindgren kunne. De snød og bedrog hende, hendes landsmænd, da det kom til stykket. LEX ASTRID, denne 80 års fødselsdagsgave, som, da hun fik den pakket ud, viste sig at være en hån imod de løfter politikere havde givet hende. Alligevel, mon ikke det rykker i en og anden af dem, når de for deres indre øre mindes, hvordan hun råbte sin fortvivlelse og sin desperation ud over det ganske Sverige:

”Jeg kan love dig, at hvis alle køer og kalve og grise og høns her i landet, som er blevet berøvet deres ”menneskelige rettigheder”, kunne bryde ud af deres dyrefabrikker og stalde og arrangere en slags dyrenes tribunal, for eksempel her under birkene, så ville der fra denne løveng lyde et klageråb ud over landet. Et klageråb som ville splintre vinduerne i Slagteriforbundets lokaler og sprænge trommehinderne på hele det svenske folk, så de i det mindste begyndte at tænke sig lidt om. Tænke over, om det virkelig er ret og rimeligt at behandle dyr sådan, som det sker her i vores ellers så dyreelskende land.” Fra Astrid Lindgrens ”Klogebog”.

HVAD HAR DYRENE GJORT?

At have et handicappet barn, udtalte engang en moder, er at leve i en konstant tilstand af sorg. At leve i en så rig og forkælet, men pengegrisk og tilsvarende følelsesmæssigt afstumpet verden som vores, er for nogle det samme.

Et billede vender bestandig tilbage.

I filmen SOPHIES VALG ser man en kvinde ankomme med sine to små børn i armene, til en tysk koncentrationslejr midt om natten. Vi følger kvinden, hun er smuk, kommandanten fatter ”interesse” for hende, og hun får besked på at indfinde sig hos ham privat. Vi ser hende bevæge sig fra koncentrationslejrens helvede til kommandantens idyl på den anden side af havemuren .

Lignende stokroseidyl og parklignende anlæg ud til vejen karakteriserer i dag ofte nyoprettede svinefabrikker, og sådan kamufleres for den forbipasserende, hvad der foregår inde bag murene. Men det hænder at ”producenter” generøst holder åbent hus og inviterer folk indenfor ”så de selv kan se”. Vores daværende lokale varmemester tog måske imod tilbudet i embeds medfør, men jeg glemmer ikke  hans kommentar: ”Jeg har lyst til at sætte et skilt op med THERESIENSTADT! …”

Nogle af de efterfølgende kendsgerninger er indhentet hos FORBRUGERGRUPPEN FOR DYREVELFÆRD:

GRISE.

En griseso får to kuld smågrise pr. år. Inden årets udgang er hun via inseminering påført tredje kuld. Denne fødemaskine – en gris ”farer” ikke mere, den ”producerer” – overlever i 3 til 3 ½ år,  (en ekspert fra Landbohøjskolen, Jens Peter Nielsen, anslår en ”normal” gris’s levetid til cirka l5) så er hun færdig og ”sættes ud”. Ikke til et kun alt for fortjent otium, men til slagtning og næppe, hvilket ville være det eneste rimelige, på det nærmeste slagteri! Desuden, i hvilken tilstand.

Hver anden eller tredje so har et helt katalog af sygdomme såsom ledsygdomme, mavesår, urinvejssygdomme, trykmærker og bylder, og ofte er hun ude af stand til at holde sig oprejst, som følge af sit liv i en enkeltbås, der er akkurat et par cm. større på hver led end hun selv, så hun med stort besvær kan rejse og lægge sig.

En ældre svensk dame spurgte mig hviskende engang i foråret, om det virkelig var sandt, at man i Danmark behandlede svin på den måde. Da jeg bekræftede var hun rystet. LEX ASTRID har måske alligevel haft nogen betydning.

KØER OG KALVE 

Mælkeproduktionen koster koen én kalv pr. år. I malkebesætninger er ca. 50 % af kalvene handyr, også kaldet ”spildprodukt”. Af  disse kalve regner man med, at der dør fra 0 til

30% afhængigt af forholdene i de enkelte besætninger. Nogle kalve bliver skudt lige efter fødslen. Andre nyfødte –nogle med navlestrengen intakt – sendes fra eksportstalde pakket i fleretages vogne til opdræt på sødmælk i Holland, hvor dens slags er lovligt, modsat Danmark. Koen har mistet en kalv, som hun har båret på med hvad dertil hører af følelser og besvær, og kalven har mistet sin moder. Dens korte liv er i tilgift et helvede af diarre og smerte, men hollænderne får det kød, de vil have, og danskerne får et par kroner mere for deres kalve.

BURHØNS

De lever pakket i bure så små, at en høne ikke engang kan strække en vinge, og sandbadning, der for dyrene selv kommer før tilfredsstillelse af sult, kan der naturligvis slet ikke være tale om. Burhønseæg er produceret af høner, der stående på skråtstillede trådnet, bekvemt for avleren, triller æggene ned i en rende, hvor de kan opsamles maskinelt. Det giver lejlighedsvis dyr, der på det nærmeste er groet sammen med trådnettet, hvilket til gengæld er ubekvemt for avleren, når nu dyrene er udtjent og bare duer til at blive sendt på slagteri, og han så må stå der og bruge tid på at rive dem løs!

SLAGTERIER

I Gedved bliver der nu opført et slagteri, der efter sigende i størrelse  skal overgå alle andre i Danmark.

Skal det også overgå alle andre slagterier i etisk forsvarlig behandling af dyrene?

Det ville være en nyhed. Jeg mindes en lokal slagteriarbejders grinende beretning om, hvordan det foregik på hans arbejdsplads, hvor alle de meste stupide og fordrukne blev sat til at jage dyrene sammen med deres elstave. Det var unægtelig i den forbindelse næsten rørende for nylig at læse om slagteriarbejdernes arbejdsskader, der blandt andet fremkom, når de på akkord skulle hænge levende kyllinger op i benene på et transportbånd, der førte dem henover et elektrificeret vandbad, så hovederne blev dyppet og kyllingen bedøvet. Der er eksempler på kyllinger, der i desperation forsøger at gemme hovedet under vingen! Grundet eksport til muslimske lande slagtes i dag alle kyllinger i Danmark på den måde. Slagteriarbejdernes trængsler blev der talt om. Dyrenes  rædsler blev end ikke nævnt.

FORSØGSDYR

Hollandske dyreværnsfolk prøvede for nylig at få aber frigivet, der havde levet hele deres liv på danske Sct. Hans som forsøgsdyr for psykofarmica, altså raske dyr man gør sindssyge. Det fik de ikke noget ud af, så aberne sidder der stadig. Retsligt, viste det sig,  ejer  hospitalet dyrene!!

Det er i denne forbindelse umuligt ikke at råbe det ud fra alle tage: TANDLÆGEHØJSKOLEN I ÅRHUS HAR FOR NYLIG FRIGIVET ALLE DERES FORSØGSABER!!

Hvordan kan man i øvrigt overhovedet, i noget man kalder en civiliseret verden, kynisk påføre andre levende væsener lidelse, med det ene formål at befri menneskeracen for samme.

DYRETRANSPORTER

Hvis man hører til de heldige, der takket være en ekspert i EU-engelsk har kunnet danne sig et indtryk af det forslag, EU kommissionen for nylig er fremkommet med, tænkt som en forbedring af de stærkt kritiserede dyretransporter, så må man tage sig til hovedet og rive sig i håret. Forslaget skal til behandling allerede her i september uden, som før antydet at have givet den store befolkning ringeste mulighed for at sætte sig ind i det.  De rædsler slagtedyr udsættes for på transporter har TV og andre medier dokumenteret gang på gang. Når man læser forslaget, så føler man, at kommissionen bevidst eller ubevidst  sigter mod at forværre dyrenes forhold. Man spørger sig selv, om denne kommissions medlemmer i virkeligheden består af væsener fra en helt anden klode uden hjerte udklædt som mennesker i jakkesæt?

Jeg og utvivlsomt mange andre spørger i stigende grad sig selv, hvor vi som mennesker er i færd med at ende, udsatte som vi er for en massiv og vedvarende afstumpningsproces fra vores højt priste ”civilisation”?

”Moder Jord”, siger eventyr- og Jungforsker Maria von Franz, er meget vred. Hun gør måske en ende på os!”

Jobbet kan hun roligt overlade til os selv. Aids, har jeg læst i et blad om forsøgsdyr, fremkom ved et forsøg med aber, der løb løbsk. Kogalskaben i England skyldtes uetisk dyrefoder, dyrene åd så at sige sig selv. Sars i Kina for nylig skyldes marekatte tævet ihjel for at tilfredsstille kulinariske behov. At overvære processen skal efter sigende forhøje nydelsen. Asien har tradition for den slags nydelse – Filippinerne  og Korea til eksempel.

Man kunne ønske, at nogle af de uhyrlige summer, der bruges på at udforske rummet, her i 11 time blev beslaglagt med det formål forbedre forholdene for dyrene og forhåbentlig genoprette respekten for mennesket som et anstændigt og etisk ansvarligt væsen.

Helle Slottved, September 2003.